lørdag den 11. oktober 2014

Muligheder med digitale tegnestifter

Jeg vil ikke ligefrem betegne mig selv som ”first mover”, når det gælder indtagelse af nye digitale platforme. Jeg har nok en lidt afventende tilgang og en indre stemme, der skeptisk spørger, om det nu kan svare sig at bruge tid på endnu en social platform, som jeg måske ikke får gjort meget andet ved end at oprette mig som bruger.

Således har jeg også i længere tid kredset lidt om platformen Pinterest, været inde og kigge lidt og har ikke helt kunne finde den oplagte kobling til mit daglige arbejde. Det er jo en meget visuel digital opslagstavle, hvor man kan finde masser af inspiration, men hvad kan den, som man ikke kan finde i Delicious, i Facebook netværk, eller på Twitter.

Nu har jeg imidlertid indenfor blot et par uger har opdaget, at Pinterest netop som digital opslagstavle virkelig har noget at byde på – også til andet end at få inspiration af andres gør-det-selv-produkter – som ellers er noget af det, der for alvor hitter:

1. Pinterest som opslagstavle i en kreativ proces
Jeg brugte Pinterest i forbindelse med en kreativ øvelse, der skulle åbne op for videre kreative processer og innovationsarbejde. Holdet blev bedt om at pinne billeder, de fandt på Google ud fra temaet ”Hvad forbinder du med cykling”. De skulle så pulje deres pins ind på samme opslagstavle med en enkelt sætning på hver pin. Det gav lynhurtigt et meget visuelt afsæt for det videre innovationsarbejde, fordi der kom så mange forskelligartede bud på det at cykle. Her er et lille udsnit af de 132 billeder, der kom ind:



2. Pinterest som opslagstavle for tips og tricks
Jeg har netop startet et diplomforløb op, hvor deltagerne som en del af forløbet skal lave video med iPhones og iPads. Jeg har flere how-to-videoer liggende på min blog www.mobiljournalistik.dk, hvor jeg også giver tips om køb af udstyr etc. Men på Pinterest kan jeg lave opslagstavler, der er anderledes illustrative og hvor det hele ligger fremme, fremfor, at det skal findes frem via tags, fritekstsøgnning eller arkiv. En af opslagstavlerne kommer til at se sådan ud. Den er under udarbejdelse:



De to eksemplers formål er videt forskellige. Det første skal fungere i en åben proces, hvor målet er mange forskellige bud, mens det andet har til formål at ordne og systematisere. Jeg vil meget gerne have mere inspiration til brug af Pinterest, så kommentarer er mere end velkomne, fx hvis I har andre eksempler på nyttig brug af platformen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar